
Torsdag den 27. februar bliver Lemvigs rolle som foregangskommune inden for klimatilpasning sat i fokus, når Klimatorium byder 7.a fra Christinelyst Skole velkommen til en inspirerende dag med fokus på vand- og klimahåndtering. Arrangementet, der er støttet af European Climate Pact, kombinerer lokal viden med unges engagement og kreativitet i kampen mod stigende vandstande.
– At inddrage unge i klimakampen er afgørende for at skabe bæredygtige løsninger. Ved at koble deres friske perspektiver med den lokale ekspertise, kan vi tage et vigtigt skridt mod en grønnere fremtid, siger Sarah Lund, Director of International Collaborations and Strategic Sustainability Initiatives hos Klimatorium, som faciliterer dagen.
Eleverne vil starte dagen med et oplæg fra Claus Borg, chef for Teknik og Miljø i Lemvig Kommune, der præsenterer kommunens klimatilpasningsplaner. Herefter vil Albert Jensen, projekt- og udviklingschef hos Lemvig Vand, indgå i dialog om konkrete tiltag inden for vandhåndtering.
– Lemvig er et område, hvor klimaforandringerne allerede nu har en tydelig indflydelse på vores dagligdag. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun planlægger for fremtiden, men også involverer de kommende generationer i arbejdet med at finde løsninger, forklarer Claus Borg.
– Vandhåndtering kræver både tekniske løsninger og lokal forståelse. Ved at inddrage unge i processen sikrer vi, at fremtidens beslutningstagere får en solid forståelse for udfordringerne og de muligheder, vi har til rådighed, supplerer Albert Jensen, projekt- og udviklingschef hos Lemvig Vand.
Efter oplæggene skal eleverne i gruppearbejde udvikle deres egne bud på løsninger til de nuværende og fremtidige udfordringer med stigende vandstande. Dagen rundes af med præsentationer af elevernes forslag, der kan være med til at inspirere både lokalt og på tværs af Danmark.
– Hos Klimatorium anerkender vi den afmagt vi ofte hører blandt unge, når det kommer til klimaet. Derfor ønsker vi i tæt samarbejde med Lemvig Kommune at inddrage de unge og give dem en stemme i dialogen om løsninger, påpeger Sarah Lund.
Kilde: Klimatorium