Ikke noget med en lille spadehug, næh, Silkeborgs borgmester, Helle Gade, havde i stedet fået nøglerne til en gravko, da hun skulle markere starten på Silkeborg Forsyning nye produktionsanlæg.
Manøvrering af gravkoen markerede begyndelsen på byggeriet af et biomasseanlæg og et varmepumpeanlæg, der fremover bliver en del af fjernvarmeproduktionen fra Silkeborg Forsyning.
– Disse anlæg er en investering i en vej væk fra naturgas og ind på en kurs mod klimavenlig og forsyningssikker fjernvarme. Det er grønt, det er stabilt, og det er økonomisk en god forretning. Lige om lidt kan vi få varme ud af vores egne grene fra haven. Det er fjernvarme med god stil, sagde Helle Gade blandt andet, inden hun kravlede ind i gravemaskinen og tog første grabfuld jord fra den bare mark, hvor de nye anlæg skal bygges.
Silkeborg Forsynings entreprenør, M.J. Eriksson, havde i dagens anledning stillet en gravemaskine til rådighed, og borgmesteren var klar på udfordringen og flyttede flere store grabfulde jord for med manér at markere begyndelsen på projektet.
Forinden havde direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, budt de omkring 50 fremmødte gæster velkommen.
Vi står her i dag på en bar mark, der snart bliver et nyt grønt energicenter i Silkeborg. Vi var fremsynede, da vi byggede solparken for snart ti år siden, og projektet her viser nok engang, at vi kommer med nye, innovative løsninger i vores fjernvarmeproduktion, som både kommer kunderne og klimaet til gode, påpegede Jens Bastrup.
Det er virksomhederne Dall Energy og Exodraft Energy, der skal levere henholdsvis et 20 MW biomasseanlæg og en 22 MW varmepumpeanlæg, som fra slutningen af 2024 skal levere grøn fjernvarme til Silkeborg Forsynings omkring 58.000 fjernvarmeforbrugere.
Biomasseanlægget omdanner have- og parkaffald fra private haver og offentlige arealer til fjernvarme, og varmepumpen, som er en luft/vand pumpe, trækker varmen ud af luften og bruger den til fjernvarme.
Sammen med Silkeborg Forsynings eksisterende 30 MW elkedel, en ny 50 MW elkedel, forsyningsselskabets store solvarmeanlæg, der blev opført i 2016, og røggaskondenseringsanlægget fra 2019 skal de nye anlæg sikre klimavenlig fjernvarme med høj forsyningssikkerhed mange år frem.
Set i forhold til en situation, hvor produktionen af fjernvarme fortsætter på de nuværende anlæg, sparer nye teknologier Silkeborg Forsyning for en udgift på godt 500 millioner kroner set over en årrække på 20 år. Det betyder, at fjernvarmeforbrugeren i gennemsnit sparer omkring 1.500 kroner om året på fjernvarme med de nye, klimavenlige teknologier.
De forskellige kilder til fjernvarmeproduktionen vil også betyde, at Silkeborg Forsyning står bedre rustet mod eventuelle prisstigninger på enkelte energikilder. Fjernvarmeproduktionen bliver mere fleksibel, da man kan anvende de energikilder, som giver bedst økonomi.
Kilde: Silkeborg Forsyning