Skru op for hyggen og ned for standby-forbruget med den nye Wiser-lysdæmper fra Schneider Electric
Den nye Multiwire Dimmer Puck fra Schneider Electric kan halvere standby-forbruget, kommer med bedre dæmpeegenskaber og giver mulighed for at tilslutte en nulleder.
Ballerup, den 27. februar 2024 – Schneider Electric udvider endnu engang deres smart home- og energistyringssystem Wiser – denne gang med en trådløs lysdæmper, der gør det let at justere lyset i hjemmet, så det passer til den stemning, man gerne vil sætte, eller tidspunkt på døgnet.
Den nye lysdæmper kan også tilsluttes en nulleder, hvilket både gør installationen enklere, giver bedre dæmpeegenskaber samt mulighed for at tilslutte lyskilder, der har en belastning helt ned til 1W.
”Den nye Multiwire Dimmer Puck er et gennemtestet produkt, der sikrer stabil, hyggelig og dæmpet belysning. Den hverken blinker eller svinger i intensitet – heller ikke ved helt lav belastning, og samtidig energieffektiviserer den hjemmet, blandt andet ved at sænke standby-forbruget, som med nutidens energipriser godt kan være en dyr fornøjelse. Der er altså skruet helt op for hyggefaktoren og ned for forbruget – en sjælden, men ikke desto mindre skøn kombination,” siger vores produktchef Martin Hannibal om det nye produkt.
Læs mere om Schneider Electrics nye lysdæmper og Wiser-systemet her.