Schneider Electric-profil indtræder i energibestyrelse hos Dansk Industri
Schneider Electric Danmarks mangeårige Vice President Thomas Andersen skal bidrage med specialviden omkring energioptimering i bestyrelsen for Dansk Industris energisektor.
Regeringen har netop offentliggjort en strategi om at afsætte 30 milliarder kroner til renovering af almene boliger med særligt fokus på energioptimering. Samtidig er planen, at Danmark skal agere rollemodel for resten af verden i forhold til at gøre genopretningen af den danske økonomi efter corona-krisen til en kickstart af klimakampen.
I den forbindelse ligner det god timing, at Vice President i Schneider Electric Danmark, Thomas Andersen, pr. 1. maj indtræder i bestyrelsen for Dansk Industris energisektor. Schneider Electric er global ekspert inden for netop energioptimering, hvorfor tanken er, at det nye bestyrelsesmedlem skal bidrage med specialviden til i første omgang Dansk Industri og sidenhen medlemmerne af Folketinget.
”Der er tale om et meget slagkraftigt organ, som der i høj grad bliver lyttet til fra politisk side. Derfor glæder jeg mig til at bidrage med min viden om, hvordan både politikere, erhvervsliv og private effektivt kan bidrage til den grønne omstilling. Emnet har næppe nogensinde været mere relevant end nu,” siger Thomas Andersen og peger på en række områder med stort potentiale for nedbringelsen af CO2.
”Bygninger står for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i EU, så muligheden for at reducere vores klimaaftryk ved at gøre bygninger intelligente er meget stort. Derudover er der brug for at skubbe bag på udviklingen inden for elbilnettets infrastruktur, fordi en grøn omstilling på transportområdet også vil flytte enormt meget. Samtidig er der mange initiativer, som den enkelte dansker kan gøre for at spare på energien og mindske udledningen af CO2,” siger han og peger på blandt andet på automatisk tænd- og slukfunktion for lys, intelligent varmeregulering samt udskiftning af oliefyr med varmepumpe.
Thomas Andersens specialviden på området stammer primært fra indtil videre 16 års ansættelse hos Schneider Electric Danmark. Her lagde han ud som projektsælger i 2004 og steg siden i graderne i stillinger som blandt andet salgschef og salgsdirektør. De seneste syv år har Thomas Andersen været Vice President.
Generalforsamlingen og dermed valget til bestyrelsen i Dansk Industris energisektor fandt på utraditionel vis sted virtuelt. Bestyrelsen består af topledere fra en række store virksomheder som Danfoss, Siemens, COWI, Grundfos og Vestas. Adm. direktør i ABB, Claus Madsen, fungerer fortsat som bestyrelsesformand.