Vestergaard Company A/S i Gevninge producerer køretøjer samt materiel til servicering af fly, når disse er under ophold i lufthavne overalt i verden. Køretøjerne er specielt designet til blandt andet de-ising af flyene, toiletservicering, vandforsyning mv. I forbindelse med fremstilling af køretøjer har Vestergaard Company en stor egenproduktion i virksomheden, som ligger i Gevninge lidt uden for Roskilde. En stor del af produktionen består af plade- og stålbearbejdning, herunder en hel del svejsning hovedsageligt i rustfrit stål.
I takt med den øgede produktion var det eksisterende ventilationsanlæg for produktionshal B og C blevet for lille i forhold til det aktuelle behov. Byggefirmaet Atcon A/S og rådgiverfirmaet Avidenz blev sammensat til at udbyde et nyt og større ventilationsanlæg for hal B og C. Der er lagt vægt på, fra Vestergaard Companys side, at dette nye anlæg skulle have et lavt energiforbrug og overholde alle krav til arbejds- og eksternt miljø samt være fremtidssikret. T. Jespersen Ventilation ApS blev valgt til opgaven i forhold til opfyldelse af kravspecifikationer samt pris og valgte FabricAir som leverandør af tekstilkanaler, også kaldet indblæsningsposer.
Billede: Tekstilkanal fra FabricAir.
Tekstilkanalen er 2,4 meter i bredden og 0,6 meter i højden
Nyt teknikhus
Luftkapaciteten på det nye anlæg er 45.000 m3/h ved fuld belastning. Der arbejdes op til 35 svejsesteder samtidigt. For at få plads til det nye anlæg blev der etableret et nyt teknikhus for enden af bygningen. Huset er afstemt efter det nye anlægs størrelse, og al plads er udnyttet fuldt ud.
Ventilationsanlægget er opbygget som et traditionelt ventilationsanlæg bestående af ventilatorer og krydsveksler med stor virkningsgrad (70 procent), filtre samt spjæld. Foruden dette er der etableret et patronfilter for udskilning af svejserøgen. Det samlede anlæg er syv meter højt, 12 meter langt og fire meter bredt og er dermed fysisk ret stort, da man derved tilgodeser driftsomkostninger, herunder energiforbrug samt serviceudgifter.
Der suges via svejseudsugning samt rumudsugning. Indblæsningen foregår via specielt designede indblæsningsposer. Ventilatorer samt filtre og varmeflade er fra Systemair. Dette er valgt ud fra, at komponenterne skulle have lavt energiforbrug samt være servicevenligt. Motorerne i aggregatet er af typen PM motorer med meget lavt energiforbrug.
Højere virkningsgrad
”PM” i PM motorer står for Permanent Magnet. PM-motor med virkningsgrad på 90 til 93 procent. Motorens virkningsgrad svarer til kravene i IE4. Reducering af energiforbruget med op til 10 procent, hvilket svarer til en reduktion af tabet i motoren på over 30 procent. Rotoren i motoren er udført af magnetisk materiale. Den magnetiske rotor betyder, at det slip, man har mellem statorfelt og rotor på en asynkron motor, forsvinder, og motoren bliver til en synkron motor. Slippet er et udtryk for et tab, man har på en AC-motor. Tabet er med andre ord væk på en PM-motor.
Det er den primære årsag til, at den har en højere virkningsgrad. Med det lavere tab kan man designe en mere kompakt motor, da varmeudviklingen er reduceret. PM-motor tilbydes altid med frekvensomformer og software, som er optimeret til den enkelte motor. En synkronmotor (PM-motor) kan ikke starte direkte på for syningsnettet (3*400V). Derfor skal der en frekvensomformer til at styre den og sikre, at den kan starte. Dette drev kaldes nogle gange et EC-drev. Drevet skal være helt nøjagtigt tilpasset til den pågældende PM-motor for at opnå optimal drift og virkningsgrad. Det nøjagtige PM-motordesign med tilhørende drev skal yderligere optimeres til det pågældende ventilatorhjul for at få den optimale løsning og dermed den højeste virkningsgrad.
For styring af anlægget er der valgt Regin udført af MB automatik. For at optimere det lave energiforbrug er der etableret trykholdezoner for hver delstreng ned gennem hallen. Disse korresponderer med den overordnede trykstyring, således at der ikke bruges unødigt energi ved faldende brug af sugesteder.
Anlægget er opkoblet på CTS anlæg, så det kan overvåges og optimeres. Anlægget har været i drift i godt et år, og brugerne har været tilfredse med det nye anlæg. Suget ved svejsestederne er effektivt, og indeklimaet i selve hallen lever op til et godt arbejdsmiljø, herunder ingen træk, støv og lugtgener.
Artiklen stammer fra HVAC Magasinet, 7/2015, side 28-33 og udkom i juni 2015.