I mere end 80 år har Erik Larsen & Søn leveret montageskinner, profilsystemer og rørophæng, svejsefrie stålsamlinger, rør og fittings i høj kvalitet til dansk byggeri, anlæg og industri.
Fra lokalerne i Glostrup er der fra time til time, og dag til dag, leveret direkte fra lageret eller som skræddersyede, tilskårne løsninger. Og i 80 år har den faglige rådgivning og den gode service til håndværkeren været bærende.
Meget har ændret sig, siden Erik Larsen & Søn ApS blev stiftet for over 80 år siden. Hvis noget dengang var bæredygtigt, så betød det, at så kunne det bære. Hvis man monterede skinner i loftet for at bære en svingkran, ja så skulle skinnerne ganske enkelt kunne bære både kran og gods uden at ryge på gulvet.
Helt så enkelt er det ikke mere. I dag betyder bæredygtighed, at man er opmærksom på, hvordan løsningen påvirker miljøet. Er det en brug-og-smid-væk éngangsløsning, eller kan materialerne genbruges og dermed spare på klodens ressourcer?
Løsninger der kan genbruges igen og igen og…
Hos Erik Larsen & Søn læner Unistrut skinnesystemet sig op ad både den gamle og den nye forståelse af bæredygtighed.
Unistrut skinnesystemet kan nemlig skilles ad og genbruges igen lige så mange gange, der er behov for det. Og det gælder uanset om vi taler etablering af føringsveje til hvac- og vvs-installationer, montering og understøtning af tunge aggregater eller nedhængning af lyslofter og anden belysning.
Skinner, ophæng og svejsefri stålsamlinger. Alt kan monteres, tilpasses, udbygges og udskiftes – alt efter, hvordan kundens projekt skal laves. Så hvis projektet ændrer sig, findes der næsten altid en løsning hvor den gamle løsning kan genbruges.
Materialerne til det gode håndværk leveres af håndværkere
Hver gang, du handler med en medarbejder hos Erik Larsen & Søn, ligger der mange års erfaring og knowhow bag. Sådan har det været i tre generationer af Larsen. Fra farfar Erik og hans hold, der startede i 1939, til far Ulrik og nu til sønnen Claus Larsen og hans team, som også har en helt unik erfaring og knowhow.
Uanset om du har brug for montageskinner, rørophæng, fittings eller bjælkebeslag, gælder det samme princip. Når du handler med Erik Larsen & Søn, så handler du med folk, der ved, hvad de taler om.
Du kan eksempelvis tale med Nicolai, der er smed og ved alt, hvad der værd at vide om stål og ophæng. Eller med Tonni, som er elektriker og har brugt mere end ti år nu på at rådgive kunder i almindelighed og håndværkere i særdeleshed. Eller du kan tale med Claus som er direktør, tredje generations ejer og ret forhippet på, at kunderne altid får den bedste faglige service.
Faglig rådgivning fra fagfolk med erfaring
Erik Larsen & Søn har altid haft mange fagfolk som rådgivere. Det er folk, som selv har prøvet at stå med de samme udfordringer som kunderne.
Medarbejderne ved, hvor kritisk det er, når man på byggepladsen finder ud af, at man mangler et beslag eller en skinne i den rigtige størrelse. Når den rigtige størrelse ikke er standard, men en der først skal skæres til, inden den leveres. Og når leveringen helst skal være samme dag.
Uanset, hvilken medarbejder hos Erik Larsen & Søn du taler med, så er det folk, som sætter det gode håndværk og den faglige service i højsædet og som altid har et bud på en løsning, når der skal hænges et ventilationsanlæg op, laves rørføring, opstilles sikkerhedsrækværk eller noget helt fjerde.
I disse og mange andre situationer finder den gode rådgiver hos Erik Larsen & Søn en god løsning på baggrund af sine egne og sine kollegaers erfaring. For meget ofte ligger løsningen i, at rådgiveren selv har været der. Som håndværker med den samme udfordring.
Altid mere end 2.000 genanvendelige produkter på lageret
Erik Larsen & Søn har altid mere end 2.000 produkter på lageret i Glostrup, og uanset om der arbejdes med Unistrut, Lindapter, Clarrods Clamps eller Kee Klamp, er der tale om genanvendelige løsninger. Du kan tage et smugkik på udvalget hér: Erik Larsen & Søn webshop.
Det originale Unistrut profilsystem er ikke kun det ældste, men også det mest alsidige og omfattende montagesystem og ophængningssystem i verden – med profilskinner, beslag og tilbehørsprodukter i flere forskellige materialer og overfladebehandlinger. Det er 100 procent genanvendeligt og kræver hverken svejsning, boring eller specialværktøj.
Det samme gælder også for eksempelvis Clarrods Clamps og Kee Klamp. Her er det eneste, der behøves, en unbrakonøgle til at samle stort og småt – fra bøjlestænger og bordstel til parkourstativer og mange meter sikkerhedsrækværk.
Mød os på EL & TEKNIK 2022
Erik Larsen & Søn er med på EL & TEKNIK messen den 3. til 5. maj i Odense Congress Center. Du finder os på stand A-1002. Her kan du få en snak med en fagmand og blive klogere på Unistrut systemets mange muligheder indenfor El, VVS og andre tekniske installationer.