ECOdesign direktivet for ventilationsaggregater er trådt i kraft pr. 1.1.2016. Ordningen er kendt fra bl.a. husholdningsapparater, som har været energimærket længe. Siden september 2015 har det også været gældende for vandvarmere og varmepumper, og nu omfatter ordningen så også ventilationsaggregater.
Alle ventilationsaggregater til boligformål skal være energimærket
Overordnet stiller direktivet krav om, at alle ventilationsaggregater som sælges til boligformål (RVU=residential ventilation unit) fra skæringsdatoen skal ledsages af et energimærke som oplyser en maksimal volumenstrøm, et lydtryksniveau fra kabinettet og en energiklasse – værdier som alle er målt og beregnet efter det fælles europæiske regelsæt.
Genvex ventilationsaggregater opnår energimærke A
Genvex A/S er naturligvis klar med de nødvendige energimærker med tilhørende informationer, som er frit tilgængelige og kan downloades fra vores hjemmeside. Det er vigtigt at bemærke, at ECOdesign direktivet kun gælder passive anlæg, og at det derfor kun er disse ventilationsprodukter, der er energimærkede. Alle Genvex passive boligventilationsaggregater opnår energiklasse A og opfylder ECOdesign kravene til energieffektivitet.
Hvad betyder ECOdesign direktivet?
ECOdesign direktivet er et fælles europæisk direktiv, der dels stiller energimæssige krav til alle ventilationsaggregater som forhandles i EU, og som dels opstiller fælles regler for udregning af energiforbrug og dertil hørende energimærke. På den måde kan alle ventilationsaggregater som forhandles i EU sammenlignes direkte. Endvidere stilles der krav om, at producenten på hjemmesiden har data frit tilgængelige for alle, på de værdier/måledata som ligger til grund for energimærket.
For nærmere information om ECOdesign direktivet henviser vi til lovgrundlaget http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:32014R1253”