Klumme: Danskerne bruger 90 procent af arbejdsdagen indendørs – derfor skal indeklima opprioriteres

Af Henrik Lindberg, Key Account Manager, Schneider Electric

Mange virksomheder har det med at glemme, at medarbejderne er deres vigtigste men også dyreste aktiv. Medarbejdernes helbred og trivsel er derfor en vigtig brik, hvis man gerne vil bryste sig af at være en sund og produktiv virksomhed med sorte tal på bundlinjen.

Trives medarbejderne ikke, kan det ses på deres koncentration, præstation og ikke mindst sygefravær. Det koster mange penge, og det er derfor virksomhedens opgave at skabe de bedste fysiske rammer, så sygefraværet begrænses og produktiviteten øges.

Der er et væsentligt punkt, som alle virksomheder kan og bør se på for at optimere medarbejdernes sundhed og velvære, nemlig de fysiske rammer for arbejdet, herunder selve bygningen og alle de tekniske løsninger i den. Ifølge Miljøministeriet opholder vi danskere os indendørs op mod 90 procent af tiden. Det svarer til cirka 90 procent af en 8 timers arbejdsdag. Indeklimaet på danske arbejdspladser spiller derfor en væsentlig rolle i forhold til medarbejdernes velvære, trivsel og produktivitet.

Skab et sundere indeklima

Heldigvis kan man med få, simple midler sætte ind og skabe et sundere indeklima. Eksempelvis kan man tilpasse ventilationen i bygningen ud fra antallet af mennesker i et lokale ved at installere sensorer. Det skaber ikke kun et bedre indeklima, men sparer også på energien, hvis et mødelokale kun optages af to til tre personer, men er beregnet til seks. Et velfungerende HVAC-anlæg er desuden med til at nedbringe CO2-indholdet i luften, som ellers kan påvirke medarbejdernes koncentration og præstation negativt.

Denne løbende justering af energiforbruget er særligt vigtig i en tid, hvor der er et svingede antal mennesker på kontoret ad gangen. Ved at styre indeklimaet individuelt rundt i bygningerne bidrager man samtidig til bygningens bæredygtighed og forlænger sågar dens levetid.


Grib muligheden, når bygningen alligevel skal opgraderes
Det behøver ikke at forstyrre arbejdet, når nye løsninger skal installeres, hvis man planlægger opgraderingen i forbindelse med andre ændringer i bygningen. For hvis man alligevel er i gang med at opfriske bygningen med maling, ny ruminddeling eller anden form for renovering, så husk, at det også er en god idé at se på de tekniske installationer ved samme lejlighed. Der findes i dag mange muligheder for at installere trådløse komponenter, som ikke kræver store indgreb i de fysiske installationer.

Kort sagt giver intelligente bygningssystemer gladere og sundere medarbejdere, øger bygningens værdi og giver samtidig besparelser i energiregnskabet. Er du i tvivl om, hvor du skal starte, er det altid en god idé at få lavet en indeklimatest, der kan identificere hvilke områder, der kan optimeres i netop din virksomhed.