Den hollandske stjernearkitekt Thomas Rau er tilbage i Danmark og du kan møde ham på Building Green København. Meget er sket siden han sidst talte på Building Green i 2017, men nu er han igen klar til at inspirere dig og skubbe til den grønne agenda.
Thomas Rau, der er grundlægger af RAU Architects, er blandt de mest inspirerende arkitekter i verden når det kommer til bæredygtighed og cirkulært byggeri, og du har nu muligheden for at møde ham på Building Green København den 3. og 4. november. Den visionære arkitekt er kendt verden over, og han har vundet priser for sit arbejde med at fremme bæredygtigt arkitektur. Han glæder sig til at indtage Main Stage i Forum med en tale, der går hånd i hånd med Building Greens tema ’Alt er forbundet’:
– Jeg vil tale om forbundethed. For mig handler det om livet, vi lever. Vi skal lære at være opmærksomme på det, der foregår omkring os, da vi som mennesker alle er forbundet på verdensplan både fysisk, socialt og mentalt. Kun når de tre niveauer er i balance, kan vi forbinde os med hinanden. De udfordringer, vi oplever nu, kalder på en ny form for opmærksomhed for at genetablere den forbundethed, fortæller Thomas Rau.
Nye projekter med fokus på genanvendelse og cirkulært byggeri
For Thomas Rau er en cirkulær bygning en midlertidig kombination af produkter, komponenter og materialer, der alle har en dokumenteret identitet. Det er vigtigt at både den originale og planlagte genanvendelse af delene er fuldt dokumenteret for at kunne bruge dem på ny i fremtiden, mener Thomas Rau.
Den tilgang har han for eksempel brugt i et nyt, banebrydende projekt Triodos Bank i Zeist i Holland. Projektet er en kontorbygning i træ, der er designet, så det kan skilles ad og monteres igen. Kontorbygningen fungerer også som en midlertidig materialebank med et minimalt CO2-fodaftryk. Et andet interessant projekt, som Thomas Rau står bag, er det æggeformet Tij Observatory, der ligger i et naturreservat i Scheelhoek. Fugleobservatoriet er designet med de mest optimale former og positioner, så det også kan skilles os og genanvendes i andre projekter.
Vi har brug for transformation i byggebranchen
Thomas Rau har designet bæredygtige bygninger siden 1992, og når vi ser mod fremtiden, er han ikke tvivl om, hvad der skal til for at fremme bæredygtigt byggeri:
– For omkring 12 år siden gik det op for mig, at udviklingen inden for bæredygtighed og cirkularitet kun handler om optimering, men optimering alene ændrer ikke systemet, og vi har brug for en større forandring. Selvom om cirkulær økonomi stille og roligt vinder frem i byggebranchen, så er det mest med fokus på optimering og ikke den transformation, vi har brug for.
Vi er meget glade for, at ikonet Thomas Rau har sagt ja til at indtage scenen på Building Green. Vi håber du vil tilmelde dig konferencen og høre Thomas Rau når han fortæller om sine visioner for en mere bæredygtig byggebranche.
Se programmet til Building Green København lige her
Tilmeld dig konferencen gratis lige her