Danske boligejere ved for lidt om energioptimering

En ny spørgeskemaundersøgelse tager temperaturen på danskernes klimafokus i egne hjem. Resultaterne afslører store huller i danske boligejeres viden om energioptimering.

I Mette Frederiksens 1. maj-tale offentliggjorde statsministeren, at regeringen vil afsætte 30 milliarder kroner til renovering af almene boliger. Vel at mærke med fokus på energioptimerende tiltag der bidrager til at nedbringe udledningen af CO2. Mette Frederiksen lagde samtidig op til, at genopretningen af den danske økonomi efter corona-krisen skal være en kickstart af klimakampen.

Budskabet falder sammen med offentliggørelsen af en spørgeskemaundersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov omkring danske boligejeres syn på egen energioptimering. Og bedømt på resultaterne af undersøgelsen er der endnu lang vej at gå, inden danskerne for alvor er klar til at bidrage til klimakampen via energioptimeringer i hjemmet. På trods af at der både er tilskud og besparelser at komme efter.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 31 procent af danske boligejere ikke finder energioptimering i privaten relevant. Hvilket vel at mærke er mere eller mindre samme resultat som i en tilsvarende undersøgelse i 2019. Her var det 30 procent af danske boligejere, der ikke fandt egen energioptimering relevant.

”Vi har længe været klar over, at danskerne mangler viden på området, men det er alligevel bekymrende, at danskernes syn på relevansen af privat energioptimering slet ikke har flyttet sig det seneste år.  Vi kan alle sammen gøre en forskel, og mange af mulighederne for energioptimering af private hjem er både teknisk ukomplicerede og hænger sammen med økonomiske besparelser,” siger Thomas Andersen, Vice President i Schneider Electric Danmark, der står bag undersøgelsen.

I et forsøg på at hjælpe med at gøre danskernes hjem grønnere har Schneider Electric taget initiativ til en renoveringskampagne, der giver tips til energiroptimering i private boliger.

”Den gode nyhed er, at alle de grønne løsninger, vi skal bruge for at nedbringe udledningen af CO2, allerede eksisterer. Desværre må vi konstatere, at hverken private og virksomheder gør brug af dem i tilstrækkelig grad. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at danskerne får kendskab til, at de sagtens kan gøre en indsats i klimakampen. Det er simpelthen ikke nok at læne sig tilbage og vente på politiske initiativer,” siger Thomas Andersen.

Spørgeskemaundersøgelsen viser ligeledes, at 70 procent af de danskere, der har prøvet kræfter med energioptimering i egne hjem, har skiftet til LED-belysning, mens 55 procent har udskiftet vinduer og døre til mere energirigtige modeller. Endeligt har 49 procent af de adspurgte foretaget en efterisolering af huset.

Imidlertid afslører undersøgelsen også, at en række meget effektive initiativer til energioptimering bliver overset. Ifølge Energitjenesten er det eksempelvis muligt at halvere en husstands CO2-udledning og spare omkring 65 procent på varmeregningen ved at udskifte oliefyret og erstatte det med en varmepumpe. Det er lig med en årlig besparelse på op til 20.000 kroner og er desuden tilskudsberettiget. Alligevel har kun henholdsvis 16 og 19 procent af de adspurgte danskere erfaringer med netop udskiftning af oliefyr og montering af varmepumpe.

Bemærkelsesværdigt er det også, at kun 21 procent af danske boligejere har erfaringer med automatisk lys- og varmestyring, hvor der bliver slukket for lyset og skruet ned for varmen på udvalgte tidspunkter, eller når ingen er til stede i lokalerne. Et tiltag der blandt andet kan have stor betydning for varmeregningen, idet undersøgelser viser, at varmeforbruget bliver sænket med 7 procent, hver gang temperaturen i et rum bliver sænket med blot én grad.

Ifølge Det Internationale Miljøagentur står bygninger for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug og 36 procent af den samlede CO2-udledning i EU. Markante tal der understreger netop bygningsområdets potentiale i forhold til at reducere vores klimaaftryk.

 

 

 

 

 

 

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er udarbejdet af YouGov på vegne af Schneider Electric Danmark. Den omfatter et repræsentativt udsnit af den danske befolkning med enten en andels- eller ejerbolig og i alderen 18+. Spørgeskemaundersøgelsen omfatter i alt 1.208 respondenter, som er tilfældigt udvalgt på tværs af blandt andet køn, alder og geografi, således at undersøgelsen afspejler befolkningssammensætningen på disse parametre.