”At være lærling hos Brødrene Dahl er for godt til at være sandt.” fortæller Johanna imens hun knuger sin mentor i hænderne. ”Jeg har aldrig været på en bedre arbejdsplads.” fortsætter hun.
Johanna er lærling på Brødrene Dahls Logistikcenter Randers(LCR), hvor hun er i gang med Lager- og Logistik-uddannelsen. Da Johanna først startede hos Brødrene Dahl, viste hendes mentor ordensreglerne for arbejdspladsen. Dem var hun lettet over at se. ”Man bliver ikke set ned på. Man er ordentlig ved hinanden. Man er et team, der arbejder med et fælles mål.” fortæller Johanna. Hendes liv har ændret sig væsentligt, efter hun fik lærlingepladsen hos Brødrene Dahl; bedre selvtillid, gode karakterer og hun er begyndt på ekstra danskundervisning i fritiden.
Johannas personlige udvikling er imponerende. Johanna har førhen været på nogle arbejdspladser, hvor hun ikke blev behandlet ordentligt. Samtidig har hun nogle personlige problemer der gør, at hun har brug for ekstra støtte. Hun har fundet sin plads hos Brødrene Dahl. ”Det er mit andet hjem og min anden familie. Det er det første sted, hvor jeg ikke har haft ondt i maven, når jeg skal på arbejde. Nu har jeg en god følelse i stedet.” Johanna sidder med et smil, og kigger på hendes mentor, imens hun fortæller det.
Brødrene Dahl går højt op i at tage et socialt ansvar, det er en stor del af kulturen. ”Hos Brødrene Dahl gør vi egentlig bare det, vi ville ønske, at nogle andre ville gøre for os. At tage et socialt ansvar ligger så dybt i os – det er en del af vores DNA.” fortæller logistikdirektør Lasse Halliday.