Vi går Covid-tiden i møde, og dermed også ind i overvejelser om vaccination eller ej. Det kan være muligvis være fristende at tilbyde sine medarbejdere at betale for det lille stik. Det er dog ikke helt uden risiko for, at det personalegode ender med at blive skattepligtig
Det forklarer Søren Bech, skatteekspert i PwC.
– Vaccinationer mod fx influenza og COVID-19 kan være skattefrie, hvis de tilbydes alle ansatte på arbejdspladsen som led i den almindelige personalepleje og har en mindre økonomisk værdi. Det er dog et krav, at vaccinationen sker fysisk på arbejdspladsen, ellers kan det medføre beskatning, forklarer han.
Skulle det ikke være muligt at stikke nålen i fysisk på arbejdspladsen, er der stadig en mulighed for at undgå skattebetaling. Her skal man over og kigge på bagatelgrænser for arbejdsrelaterede goder.
Hvis den samlede værdi ikke overstiger 7.000 kr., er det skattefrit. Men ingen skatteregel uden undtagelse.
– For nøglemedarbejdere kan arbejdsgiverbetalte vacciner være omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder. Det kræver dog en konkret vurdering af medarbejderens funktion og virksomhedens behov i spidsbelastningsperioder, siger Søren Bech.
Der er endnu ikke officielt taget stilling til, om COVID-19-vaccinationer kan omfattes af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder på 7.000 kr.
Hvis det ikke er tilfældet, vil vaccinationen i stedet falde ind under den lavere grænse på 1.300 kr. for private goder for at være skattefri, og her gælder der også særlige regler.
For virksomheder kan det derfor være en god idé at vurdere, hvordan vaccinationstilbud struktureres for at sikre optimal skattehåndtering og fordele for medarbejderne.
Kilde: PwC