
Langt fra alle har styr på, hvordan man fyrer korrekt i en klassisk ikke-automatiseret brændeovn. Nu kan de snart få hjælp fra app-baseret sensorsystem, der giver besked, når brændeovnen oser for meget.
Det er teknologisk Institut og virksomhederne Exodraft og ZenZors, der er gået sammen om at udvikle et måleapparat, der kan sættes på eksisterende brændeovne
Apparatet giver løbende feedback på forbrændingen i ovnen i realtid, så man har mulighed for at forbedre fyringen.
Målet er at give forbrugerne adgang til billige løsninger, der kan forbedre luftkvaliteten i nærmiljøet. Slutproduktet bliver et monitoreringssystem bestående af en række kosteffektive sensorer, der via en app vil kunne fortælle forbrugeren, hvornår det for eksempel er på tide at lægge mere brænde på eller regulere for lufttilførslen, siger seniorkonsulent Thomas Nørregaard Jensen fra Teknologisk Institut.
I løbet af projektet skal der også identificeres sensorer, der kan holde til den varme røg, der udvikles i en brændeovn.
Den varme røg fra brændeovnen giver hårde betingelser for sensorerne. Vi er derfor på udkig efter meget robuste sensorer, der samtidig skal være kosteffektive. Det er en af de større udfordringer, som vi skal have løst i projektet, fortæller Hans Ole Andersen fra ZenZors.
Det er også hensigten, at systemet skal kunne måle blandt andet temperatur, iltniveau og partikelkoncentration og ud fra det advare forbrugeren, hvis træet for eksempel er for fugtigt at fyre med.
Vi ved, at forkert betjening af brændeovne har indflydelse på forureningen fra dem. Omvendt er automatiserede brændeovne ofte dyre at anskaffe. Derfor forventer vi, at det nye system vil gøre livet lettere for ejere af almindelige brændeovne uden automatik, siger René Mulvad, teknisk direktør hos Exodraft.
Det forventes, at de nye løsninger til eftermontering vil komme til at koste en brøkdel af en ny fuldautomatisk brændeovn og dermed være et billigt alternativ.
Projektet forventes afsluttet i 2024 og er støttet af MUDP – Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram under Miljøministeriet.
Kilde: Teknologisk Institut