Jobfremgangen på det danske arbejdsmarked skyldes i høj grad ikke-vestlige indvandrere. Det viser en analyse fra Dansk Metal. Ifølge analysen kan vi takke denne arbejdsgruppe for halvdelen af fremgangen.
Vender man analysen lidt om, og kigger på, hvor meget fremgangen skyldes personer med dansk herkomst, ser tallene end mere dystre ud. Kun cirka 20 procent af de 33.000 personer havde dansk herkomst.
– Vi er fuldstændig afhængige af indvandrere i vores arbejdsstyrke, som det er i dag, og derfor har vi brug for et paradigmeskifte. Det betyder, at vi skal af med tossede regler, som holder udlændinge fra arbejdsmarkedet. Forhindrer dem i at videreuddanne sig. Eller blive i landet og hjælpe til på arbejdsmarkedet, siger Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal.
Fremtiden tegner ikke meget bedre. Kigger man frem mod 2070, vil der være 406.000 færre 15-69-årige danskere. Derfor mener Dansk Metal, at det er en bunden opgaven at få integreret endnu flere indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet.
Desværre spænder udlændingepolitikken alt for ofte ben, mener Erik Bjørsted
– Det er dybt problematisk, at man for at få permanent opholdstilladelse i Danmark skal have været i arbejde i 3,5 år ud af de sidste 4 år. Det kan betyde, at udlændinge fravælger uddannelse eller udskyder den, indtil de er sikre på at få permanent opholdstilladelse, påpeger han.
En uddannelse som industritekniker tager fire år. Skal man vente fire år på sin opholdstilladelse, tager det i sagens natur 8 år.
I dag er der 4.000 ufaglærte udlændinge i industrien, som er kommet til Danmark inden for de sidste 8 år. Mange af dem har endnu ikke permanent opholdstilladelse.
Kilde: Dansk Metal