For de fleste er spildevand bare spildevand, men gennem spildevandsanalyse fra seks store byer vil Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet følge danskernes indtag af de mest almindelige misbrugsstoffer som kokain, amfetamin, metamfetamin, heroin, THC, MDMA og ketamin.
Prøverne analyseres også for flere opioider, der anvendes som både lægemidler og misbrugsstoffer – fx morfin, metadon, codein, tramadol, oxycodon og fentanyl.
Spildevandsanalyse for misbrugsstoffer har tidligere været anvendt i Danmark i et begrænset omfang, men aldrig i forbindelse med et overvågningsprogram som det, der nu lægges op til.
Til gengæld kom det i brug, da Covid-19 ramte. Her blev spildevandet for første gang taget i brug til systematisk at overvåge en sygdom i Danmark.
Metoden var effektiv, for spildevandsanalyser og PCR-tests gav overordnet det samme billede af smitte i befolkningen, viser en analyse fra Statens Serum Institut.
Statens Serum Institut (SSI) er også med i det nye analyseprogram.
– Det er en forholdsvis billig måde at indsamle store mængder data, og det kan bl.a. bruges til at estimere, hvor stort forbruget af misbrugsstoffer er i Danmark, og følge udviklingen over tid. Det kan vi sige ret præcist, fordi projektet kan komme til at inkludere spildevand fra en meget stor del af Danmarks befolkning, forklarer Christian Lindholst, institutleder på Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.
Selve analyserne er relativt lette at udføre, når de først er implementeret i laboratoriet, forklarer Christian Lindholst. Men tolkning af data kan være udfordrende og kræver både erfaring og kendskab til de begrænsninger, som spildevandsanalyse indeholder.
Spildevandsdata skal fremover inkluderes i den årlige rapport ”Narkotika på Gadeplan”, som udkommer i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet, politikredsene i Danmark og de retsmedicinske institutter.
Kilde: Aarhus Universitet