
Et stort flertal i Folketinget har gjort det muligt for landets spildevandsforsyningsselskaber at investere i klimasikring mod stigende grundvand.
Man vurderer, at cirka 450.000 bygninger er truet af stigende grundvand. Aftalen betyder, at spildevandsforsyningsselskaberne kan sikre hele byområder mod oversvømmelser fra terrænnært grundvand, frem for, at hver enkelt grundejer står alene med opgaven.
Udover at være en belastning i de bygninger, som har været berørt af opstigende grundvand, skaber det også problemer for infrastruktur som f.eks. veje, ligesom det er en udfordring for spildevandsforsyningsselskaberne, når grundvandet siver ind i kloakledninger og belaster rør og renseprocesser.
– Med denne aftale er der nu bred politisk enighed om, at grundejere ikke længere skal stå alene med problemet med terrænnært grundvand. I stedet skal spildevandsforsyningsselskaberne kunne lave kollektive løsninger i områder, hvor grundvandet forårsager oversvømmelser, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Et forsigtigt skøn er, at hvis der gennemføres projekter i halvdelen af de byområder, som i dag er påvirket af terrænnært grundvand, og hvor spildevandsforsyningsselskaberne har ansvaret for at håndtere regnvand, vil det betyde investeringer på 60 mia. kr. hen over de næste 75 år.
Der er tale om et lovforslag, men der er indgået en stemmeaftale mellem parterne i aftalen; regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Konkret betyder det, at lovforslaget, som bliver fremsat i Folketinget i indeværende måned, vil blive vedtaget, når det forventeligt er færdigbehandlet i Folketinget inden sommerferien.
Kilde: Miljøministeriet