En gruppe forskere fra Forskningscenter for byggeri, energi, vand og klima på VIA University College har lavet en undersøgelse af, hvordan de studerende oplever indeklimaet i et undervisningslokale på Campus C i Aarhus. Hyppige klager over indeklimaet fra både studerende og undervisere igangsatte undersøgelsen.
VIAs nye lokaler på Campus C i Aarhus blev taget i brug i 2016 og er udstyret med automatiseret klimastyring. Så når der ses på faktorerne CO2 og temperatur, vises for det meste et godt indeklima i lokalet. Forskningscentret ville derfor gerne undersøge, om man via oplysning om, hvordan ventilationsanlægget fungerer, kan påvirke, hvordan de studerende oplever indeklimaet i lokalet.
De studerendes opfattelse af indeklimaet i to forskellige situationer blev derfor undersøgt:
Første ”normal”- situation: De studerende udfyldte et spørgeskema, mens de endnu ikke var blevet gjort bekendt med, hvordan ventilationsanlægget virker, og således ikke var eksplicit bevidstgjorte om, hvad de selv kan gøre for at optimere indeklimaet.
Anden ”oplyste” situation med et efterfølgende spørgeskema, hvor de studerende havde modtaget information om, hvordan ventilationsanlægget virker vha. både oplæg og posters i lokalet. Således var de studerende i denne situation blevet bekendt med, hvordan de selv kan være med til at optimere indeklimaet i lokalet. De studerende havde således en måned i denne situation, inden de igen skulle svare på de samme spørgsmål om deres oplevelse af indeklimaet.
Undersøgelsen har afsløret, at temperaturen i lokalet særligt i perioder med høje, sommerlige udendørs temperaturer er for lav, da Campus C har en generel komfort-temperatur på 20 – 22 grader. Dette er for koldt, når de studerende har sommerbeklædning på.
Driftspersonalet på VIA er i forbindelse med undersøgelsen blevet gjort opmærksom på, at det om sommeren ikke er nødvendigt at køle så meget, da hovedparten af de studerende fryser i lokalerne, så her kan der være både økonomiske og energimæssige besparelser.
De studerendes opfattelse af temperaturen har udviklet sig positivt fra første til anden situation, så de er blevet mere tilfredse med temperaturforholdene efter informationen. De studerendes øgede bevidsthed om temperaturforholdene i lokalet medvirker til, at de aktivt gør noget for at forebygge, at de kommer til at fryse.
Luftkvaliteten er næsten den sammen før og efter informationen, dog med et lille fald i CO2-niveau efter informationsmødet. Men samtidig er de studerende blevet mere utilfredse. Årsagen hertil kunne være interessant at undersøge nærmere.
Se hele artiklen på ucviden.dk
Kilde: UCviden/Mette Falbe-Hansen