42 nye forskningsprojekter har fået tilsammen 132 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond. Alle projekterne skal komme med viden til, hvordan vi kan løse de klima- og miljømæssige udfordringer, som hele verdenen står over for.
Fonden har modtaget mange ansøgninger med gode forskningsprojekter inden for det grønne område, og idérigdommen har været stor. Det tematiske ad hoc-udvalg, DFF | Tematisk forskning – Fri grøn forskning, har vurderet og behandlet de mange ansøgninger. Blandt de 42 grønne projekter skal der bl.a. forskes i, hvordan vi kan sikre den globale fødevaresikkerhed, genbrug af batterier fra elbiler og dyrkning af quinoa i Danmark.
– Det er tydeligt, at der er både vilje og evne fra forskernes side til at løse de klima- og miljømæssige udfordringer, som vores samfund står over for. Med projekter både inden for power-to-X, lagring af CO2 og beskyttelse af grundvandet kommer projekterne bredt omkring de mange klima- og miljømæssige udfordringer, som vi står over for, siger Søren Serritzlew, formand for bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond.
Programmet ’Fri grøn forskning’ er ét blandt de ni temaer, som er prioriteret politisk. Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Kilde: Danmarks Frie Forskningsfond