Temamæssigt var der på forhånd lagt op til, at boligventilation og energirenovering skulle spille en central rolle på Exhaustos ventilationsdag i februar. Men virksomheden i Langeskov havde et es i ærmet, da den også benyttede Ventilationsdagen 2014 til lancering af en markant produktnyhed netop relateret til boligventilation og energirenovering.
Exhausto har gennem en årrække være kendt som en af Europas mest innovative producenter, når det gælder central boligventilation, og nu lancerer virksomheden altså også en produktserie til decentral boligventilation.
– Vi har selvfølgelig fulgt udviklingen omkring boligrenovering og decentral boligventilation tæt. Vi mærker en stigende efterspørgsel, og der findes tilsyneladende en del produkter med ringe dokumentation. Vi tror bestemt, der kan laves gode løsninger med decentrale aggregater og har i vores produkt fokuseret på blandt andet mulighed for brugerindflydelse, pris, støjreduktion og behovet for at arbejde under trange pladsforhold i forbindelse med renoveringer, fortalte Henning Grønbæk, Exhaustos product manager.
Første model i en ny serie af aggregater målrettet til decentral boligventilation er Exhausto VEX34DV, der lever op til gældende krav i Bygningsreglementet BR10. Allerede nu findes der en række uddybende detaljer på hos Exhausto, og i den kommende tid vil der på hjemmesiden komme flere oplysninger, der gør det let at projektere decentral ventilation i etageejendomme eller lignende byggeri, og som er særdeles egnet i forbindelse med energirenovering af eksisterende ejendomme.
Relevante temaer
Exhaustos ventilationsdag er efterhånden en tradition, hvor branchefolk fra hele landet samles. Ventilationsdagen 2014 samlede omkring 200 deltagere med flere relevante temaer, blandt andet nyt om lovgivningen.
Der var vandreudstilling om formiddagen, og foredragsprogrammet efter frokost blev indledt af Christian Grønborg Nicolaisen, sektionsleder Teknologisk Institut, der fortalte om energieffektiv ventilation til eksisterende byggeri. Henning Grønbæk fortalte om fremtidens boligventilation, og chefrådgiver Ole Teisen, Grontmij, sluttede den faglige del med at fortælle om kvalitetssikring af byggeriet ved hjælp af commissioning.
Dagen blev rundet af med et kendt ansigt: TV2’s korrespondent, Rasmus Tantholdt, gav øjenvidneberetninger fra sin hverdag i verdens mange brændpunkter.